02 september 2014

Hvor kommer maden fra, Mor? Svar: Høstmarked!


Hjemme hos os får vi måltids- og frugtkasse fra Årstiderne hver uge. Det er SÅ befriende ikke at skulle handle ind til aftensmad og det sparer os faktisk også nogle penge, da vi er storslemme når det kommer til alle slags impulskøb (og man kan altså få meget crap i Føtex). Derfor havde vi modtaget en 'invitation' om at der ville blive afholdt høstmarked sidste weekend i august, på de to gårde hvorfra Årstidernes kasser køres ud. Jeg var ret opsat på at komme med, fordi det måske ville blive vores sidste outing før lillesøsters ankomst og fordi jeg jo sådan set interesserer mig meget for økologi, mad og det landlige. Vi drog derfor til Barrit søndag den 31. august. Mange billeder følger i dette indlæg!

Drengene brokkede sig slet ikke over at skulle af sted  - det kan ellers nogle gange være svært at hype andet end Legoland, Tivoli og den slags. De syntes faktisk det var ret spændende at skulle se hvor vores mad kommer fra. Da vi ankom indså vi ret hurtigt at der var MANGE mennesker. Vi gik forbi nogle af hallerne hvor kasserne bliver pakket, og de kasser kunne drengene jo genkende. Vi så straks en hestevogn samt heste man kunne prøve at ride på og så var lykken gjort for den yngste. Dernæst opdagede vi halmballerne der var stablet som en legeplads til børnene, til at klatre i, rutsje på og hoppe rundt i. At det ville være så stort et hit som tilfældet var, kom alligevel bag på mig. Jeg husker selv at have leget i halmballer som barn (en farlig leg) men har aldrig tænkt over at mine børn ikke selv har prøvet det - de ELSKEDE det! En mindre detalje er så at det er langt fra alle forældre der holder øje med deres børn sådan et sted, hvilket faktisk kan være farligt. Så, meget mod min vilje, måtte både min mand og jeg irettesætte et barn der først fik vores yngste til at græde, dernæst forsøgte at skubbe den store ned! SÅ kan jeg love for at mor her så rødt. Begge dele er jo uacceptabelt og jeg gider ikke spilde mange ord på sådanne ignorante mennesker, men hvor er det bare for dårligt at der altid er nogen der ikke kan finde ud af at gratis legepladser er = frihed under ansvar og at deres eget barn sådan set også kan komme til skade. I det store og hele var halmballerne dog en succes.


Alle mine drenge blev sultne og fik sig en pølse med brød - vi kender både kødet og brødet fra måltidskasserne og ikke nok med at det er øko, det er altså også kvalitet! Så jeg glædede mig over økokvali og drengene ligeså. Vi gik i 'supermarkedet' som bestod af halmballer og paller hvor de friske lækre varer stod til skue, så dejligt og rustikt. Vi fik handlet en hel del og priserne var overraskende gode. Der blev også stort set udsolgt inden lukketid, men vi fik blandt andet kapret os to hokkaidogræskar og fik dermed efterårets første græskarsuppe til aftensmad (mand den var god!).

Årstidernes kasser som borde, karse som pynt og halmballer som stole - så bliver det ikke mere ægte landlig idyl!




Min ældste søn forsyner sig med økovarer i 'supermarkedet'
Jeg fik ikke lokket drengene til at prøve en ridetur, hvilket jeg nok må sige at jeg ærgrer mig lidt over, da jeg jo er tidligere 'hestepige' og stadig elsker de store dyr. Jeg startede selv om 7-årig med at ride, så måske kan den store lokkes næste år? Til gengæld fik jeg lokket min mor til at købe friskbagte muffins med chokoladeglasur og de smagte himmelsk! De blev også revet væk, ligesom nøddetærterne gjorde. Dem gad jeg ellers godt at have smagt!



Drengene blev lokket til at forsøge at vinde en økomadkasse ved at gætte urter og den store var rigtigt god til det og vandt en til dem begge. Han syntes det var ret sjovt at smage og dufte sig frem til svarene og fik kun meget lidt hjælp! Det var et 'reklamefremstød' fra økologisk landsforening (hedder det mon det?), og vi fik også hamstret en masse gratis blade og information om økologi. Bagefter gik vi i blomstermarken, hvor man i dagens anledning måtte plukke en gratis buket. Fik dog desværre ikke et ordentligt billede af vores inden den blev ret slatten og markblomster tåler åbenbart ikke så godt at undvære vand og jord i en time. Men blomsterne var smukke i hvid, orange, lilla og røde nuancer. Og så var de jo øko!





Alt i alt hyggede vi os og det var en succes - også for Årstiderne, så det ud til. Vi kom lidt sent, men fik da kigget rundt og vi kunne sikkert sagtens have brugt mere tid, vi var bare lidt sløve til at komme af sted. Gården var hyggelig, jeg har ikke noget imod propaganda så længe det er noget jeg selv går ind for (det var i virkeligheden slet ikke propagandaagtigt, men selvfølgelig var der stort fokus på økologi) og dyr er jo altid et hit herhjemme. Desuden var der pyntet rigtigt fint op over det hele, det var en ekstra dejlig øko-krølle på et hyggeligt arrangement.





Dagens udbytte på mormors køkkenbord



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...