Viser opslag med etiketten børn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten børn. Vis alle opslag

12 april 2015

TILBAGEBLIK: JANUAR



Altså udover at få en bil, samt i al mulig hast få kreeret og afsendt dåbsinvitationer, så fik vi jo også et skud sne i januar. Hvis hukommelsen ikke svigter mig, så faldt det allerede den 25. december. Det er rigtigt, dagen EFTER den vigtigste hvid-jul dag overhovedet. Ironisk eller hva'?!

Billederne er alle fra den bedste snekamp jeg kan huske at have haft - og jeg har altså haft nogle rigtigt gode kampe med min lillebror også. Det var bare så skønt at drengene var store nok til at lege med begge to. Og vores familie var jo blevet komplet efter lillesøster, som så faktisk endda sov imens vi så kunne lege i sneen allesammen. Bedre forhold kan man næsten ikke forlange for en snekamp. Og selv om jeg er en kæmpe sne-kritiker, så er sne jo først og fremmest ufatteligt smukt. Ikke mindst set fra ude på landet, hvor mine børns bedsteforældre har en fuldstændig ubetalelig udsigt udover - for lige at recitere en børnesang - sø og land. Jeg tror jeg vil lade de sidste billeder '"tale" for resten af indlægget. Beklager sneboldkampsfjæset!




02 september 2014

Hvor kommer maden fra, Mor? Svar: Høstmarked!


Hjemme hos os får vi måltids- og frugtkasse fra Årstiderne hver uge. Det er SÅ befriende ikke at skulle handle ind til aftensmad og det sparer os faktisk også nogle penge, da vi er storslemme når det kommer til alle slags impulskøb (og man kan altså få meget crap i Føtex). Derfor havde vi modtaget en 'invitation' om at der ville blive afholdt høstmarked sidste weekend i august, på de to gårde hvorfra Årstidernes kasser køres ud. Jeg var ret opsat på at komme med, fordi det måske ville blive vores sidste outing før lillesøsters ankomst og fordi jeg jo sådan set interesserer mig meget for økologi, mad og det landlige. Vi drog derfor til Barrit søndag den 31. august. Mange billeder følger i dette indlæg!

Drengene brokkede sig slet ikke over at skulle af sted  - det kan ellers nogle gange være svært at hype andet end Legoland, Tivoli og den slags. De syntes faktisk det var ret spændende at skulle se hvor vores mad kommer fra. Da vi ankom indså vi ret hurtigt at der var MANGE mennesker. Vi gik forbi nogle af hallerne hvor kasserne bliver pakket, og de kasser kunne drengene jo genkende. Vi så straks en hestevogn samt heste man kunne prøve at ride på og så var lykken gjort for den yngste. Dernæst opdagede vi halmballerne der var stablet som en legeplads til børnene, til at klatre i, rutsje på og hoppe rundt i. At det ville være så stort et hit som tilfældet var, kom alligevel bag på mig. Jeg husker selv at have leget i halmballer som barn (en farlig leg) men har aldrig tænkt over at mine børn ikke selv har prøvet det - de ELSKEDE det! En mindre detalje er så at det er langt fra alle forældre der holder øje med deres børn sådan et sted, hvilket faktisk kan være farligt. Så, meget mod min vilje, måtte både min mand og jeg irettesætte et barn der først fik vores yngste til at græde, dernæst forsøgte at skubbe den store ned! SÅ kan jeg love for at mor her så rødt. Begge dele er jo uacceptabelt og jeg gider ikke spilde mange ord på sådanne ignorante mennesker, men hvor er det bare for dårligt at der altid er nogen der ikke kan finde ud af at gratis legepladser er = frihed under ansvar og at deres eget barn sådan set også kan komme til skade. I det store og hele var halmballerne dog en succes.


Alle mine drenge blev sultne og fik sig en pølse med brød - vi kender både kødet og brødet fra måltidskasserne og ikke nok med at det er øko, det er altså også kvalitet! Så jeg glædede mig over økokvali og drengene ligeså. Vi gik i 'supermarkedet' som bestod af halmballer og paller hvor de friske lækre varer stod til skue, så dejligt og rustikt. Vi fik handlet en hel del og priserne var overraskende gode. Der blev også stort set udsolgt inden lukketid, men vi fik blandt andet kapret os to hokkaidogræskar og fik dermed efterårets første græskarsuppe til aftensmad (mand den var god!).

Årstidernes kasser som borde, karse som pynt og halmballer som stole - så bliver det ikke mere ægte landlig idyl!




Min ældste søn forsyner sig med økovarer i 'supermarkedet'
Jeg fik ikke lokket drengene til at prøve en ridetur, hvilket jeg nok må sige at jeg ærgrer mig lidt over, da jeg jo er tidligere 'hestepige' og stadig elsker de store dyr. Jeg startede selv om 7-årig med at ride, så måske kan den store lokkes næste år? Til gengæld fik jeg lokket min mor til at købe friskbagte muffins med chokoladeglasur og de smagte himmelsk! De blev også revet væk, ligesom nøddetærterne gjorde. Dem gad jeg ellers godt at have smagt!



Drengene blev lokket til at forsøge at vinde en økomadkasse ved at gætte urter og den store var rigtigt god til det og vandt en til dem begge. Han syntes det var ret sjovt at smage og dufte sig frem til svarene og fik kun meget lidt hjælp! Det var et 'reklamefremstød' fra økologisk landsforening (hedder det mon det?), og vi fik også hamstret en masse gratis blade og information om økologi. Bagefter gik vi i blomstermarken, hvor man i dagens anledning måtte plukke en gratis buket. Fik dog desværre ikke et ordentligt billede af vores inden den blev ret slatten og markblomster tåler åbenbart ikke så godt at undvære vand og jord i en time. Men blomsterne var smukke i hvid, orange, lilla og røde nuancer. Og så var de jo øko!





Alt i alt hyggede vi os og det var en succes - også for Årstiderne, så det ud til. Vi kom lidt sent, men fik da kigget rundt og vi kunne sikkert sagtens have brugt mere tid, vi var bare lidt sløve til at komme af sted. Gården var hyggelig, jeg har ikke noget imod propaganda så længe det er noget jeg selv går ind for (det var i virkeligheden slet ikke propagandaagtigt, men selvfølgelig var der stort fokus på økologi) og dyr er jo altid et hit herhjemme. Desuden var der pyntet rigtigt fint op over det hele, det var en ekstra dejlig øko-krølle på et hyggeligt arrangement.





Dagens udbytte på mormors køkkenbord



24 august 2014

Hygge på bygge!



Lørdag tog vi drengene med til den nærmeste byggelegeplads - eller klub, tror jeg faktisk denne kaldes. Men princippet er lidt det samme med dyr og en legeplads. Drengene cyklede hele vejen og det gik bare så super godt! Vi måtte småløbe for at følge med - av mit 30 uger gravide bækken! Jeg var nemlig 30 fulde uger i går. Tiden flyver simpelthen af sted!
Vi havde medbragt sandwiches og vand og da vi havde spist, kiggede vi os lidt omkring. Drengene var helt pjattede med kaninerne og syntes også godt om de andre dyr. Særligt den yngste er jo virkelig dyremenneske ligesom sin mor. De fodrede kaninerne med lidt græsstrå og små mælkebøtter der voksede udenfor. Dyrene så alle ud til at have det godt, om end de var ret fornærmede over at vi ikke kom for at fodre dem. Særligt gederne virkede ret opsat på få fyldt truget. Billederne viser det måske ikke, men bortset fra at alt græsset er spist i burene så synes jeg de så fint store og rene ud. Den pind der stikker ind i kaninburet bekymrede mig dog lidt (hvorfor og hvem har forsøgt hvad?) - men kaninerne kan flygte indenfor hvis det bliver nødvendigt, og ingen af dem så skadede ud. Hønsene havde omkring 12 kyllinger, som godt nok ikke var gule (og super nuttede) mere, men de havde den sødeste lille pip-lyd og ville også rigtigt gerne smage græsstrå.
Legepladsen var også et hit og jeg synes den er så fin fordi den er lidt utraditionel. Særligt rebet man kunne gynge i var populært hos drengene, men der kunne også kravles rundt, gynges på en speciel gynge og man kunne prøve en slags balanceting. Sidstnævnte viste sig at være lidt af en udfordring for en der er 30 uger gravid! Og klatreturen var også ret skræmmende (grundet højde og fordi jeg altså efterhånden er meget mindre mobil end ellers). Men hvad gør man ikke for de søde små?! :-)
Vejret var dog meget ustadigt med nogle kraftige byger efterfulgt af stærkt solskin, så det var ikke til at blive klog på og når det var koldest så frøs drengene altså lidt. Cykelturen hjem efter et par timer gik også rigtigt fint og jeg regner bestemt med at vi tager derhen igen. Men så kan det altså godt være at jeg ikke går hele vejen hvis det bliver med større gravid mave ;-)

Hvor er de søde mor! Må vi få en med hjem?

Da drengene havde gennemskuet at stikke græsset gennem nettet, opstod straks et venskab med de langørede.

Se mor! Den spiser det!

En slags balancegynge som den lille var vild med.

Det var godt nok at far både satte gyngen i gang OG var klar til at gribe når turen var ved at være slut.

Efter lidt betænkningstid skulle den yngste også prøve.

Selv faderen måtte have en tur! Den gravide sprang dog over (hvordan skulle jeg kunne nå rebet for maven?!)

Kom mor og lillesøster, i skal kravle en runde med mig!

Måtte sunde mig efter den tur! Og ja, jeg bor i den kjole nu. Har givet op ;-) 30 + 0

Far viste sig fra sin bedste gede-hvisker side...



Turen var en succes!!

21 august 2014

Lad os lige snakke etik...


Nu har jeg jo fået baby på hjernen - og i maven! Og for nogle måneder siden opdagede jeg det engelske børnetøjmærke Caramel Baby&Child - som Victoria Beckhams datter Harper vist i øvrigt også bliver set i. De har så mange fine ting som er sådan lidt retro, men på en meget moderne måde og med helt vildt lækre snit. Vil dog sige at priserne heller ikke lige helt kan sammenlignes med H&M. Jeg opdagede mærket fordi jeg faldt over de flotte mørkegrå smækbukser til højre på billedet. Jeg MÅTTE bare have dem til vores nye baby. Så jeg har ventet med længsel på deres nye efterår/vinterkollektion og i går opdagede jeg at den var landet. MED de formidabelt nuttede smækbukser, som jo også er ret kønsneutrale og passer til nærmest alt. Til min kæmpestore skræk opdagede jeg dog at de indeholder 20% angora. Og hvad så? Det er jo et naturmateriale og måske noget af det blødeste der findes - så hvis man ikke er bange for allergi, hvad er så problemet? Angorakaninernes pinsler!! Det er ikke så mange måneder siden jeg fandt ud af at angorakaniner faktisk bliver flået levende! Kald mig bare naiv, for det er jeg vel ret beset men jeg må indrømme at jeg aldrig i livet har haft anden forestilling end at de da bliver klippet, ligesom et får? Reality-check! Det er desværre ikke sandheden. I hvert fald ikke i Kina. Og nu er det sådan at vi forbrugere jo gerne vil betale så lidt som muligt - efter min mening endnu en gang på bekostning af dyrevelfærd.
Jeg har ikke fundet noget sted der forsikrer at angorakaniner ikke bliver flået levende, så det er jo ikke noget godt tegn.
Nu håber jeg at undgå at blive stævnet for at "svine" nogle firmaer, men hvad vi alle kan gøre er jo at lade være med at købe produkter der indeholder angora indtil vi er forsikrede om at kaninerne bliver behandlet ordentligt. Så for alt i verden; undersøg hvad tøjet er lavet af før du køber det! Nogle af H&M's produkter indeholder også angora, så vær opmærksom.
Men jeg er en nådesløs shopper og jeg skal nok få fingre i noget der ligner det jeg ønsker mig, så jeg faldt ret hurtigt over et par smækbukser i grå merinould - økologisk og med en masse forsikringer om at der INGEN skadelig kemi er i hverken uld, knapper eller nogen del a produktionen. Meget imponerende indtil videre, men jeg mangler lidt viden om dyrenes velfærd. Nogle økologiske certifikater kræver dog dokumentation for dyrevelfærd også, så jeg er fuld af håb.
Jeg har faktisk rettet henvendelse til begge firmaer for at høre hvad de gør for at sikre sig at dyrene ikke lider overlast, men min BØN TIL DIG er at du går ud fra at angorauldet er "høstet" fra en kanin der skreg af smerte (og det fra et dyr der ellers ikke siger noget).

De lysegrå økologiske smækbukser er fra Disana og kan fås til lidt under 200 kr. i engelske webshops (nærmere 300 kr. i danske) og de mørkegrå er fra Caramel Baby&Child til noget der ligner 700-800 kr.


Bonus-info: både Pompdelux og Norlie åbner deres webshop med de nye efterår/vinterkollektioner, som jeg er ret interesseret i, 1. september. Så der er også mulighed for lækre sager til baby og børn.


20 august 2014

Verdens bedste banankage :o)


Min ældste søn er startet i skole 4. august og MAND hvor er det en hård opvågning for os alle. Særligt ham, selvfølgelig. Han er ret træt af at han ikke selv kan bestemme hvad han vil lave hele dagen og så synes han faktisk også at de der lektier er noget opreklameret noget.

Så jeg fik sådan lyst til at muntre min lille mand op og valgte at bage en banankage. Den var super nem - bortset fra at jeg var ved at besvime da jeg skulle vende melet i, da graviditet, varme (stod foran den forvarmede ovn, duh!) og lavt blodsukker ikke er en god kombination. Men den blev da smidt i ovnen, hvorefter jeg i al hast cyklede efter min yngste søn i børnehaven. Da vi kom hjem var den færdig og kort efter kom den store hjem med sin far. Det første han råbte var "hvad lugter her sådan af?!" da duften af nybagt banankage havde spredt sig i hele huset. SÅ hyggeligt.

Drengene (og far og mor) spiste den med stor velbehag og min trætte men glade skoledreng proklamerede at det var verdens BEDSTE banankage. Succes!! Bagefter lavede han sine første lektier og jeg kan love for at moderhjertet bløder - hvornår blev min lille baby til sådan en stor dreng?

Opskriften på banankagen er fra Arlas hjemmeside og det eneste jeg ændrede var at jeg brugte 2 godt modne bananer - økologiske, så muligvis ikke de største i verden. Og så brugte jeg pålægchokolade som topping da den stadig var varm - dog kun på halvdelen for den yngste søn kan (mærkeligt nok faktisk) ikke lide chokolade. Men hvem siger også at det hele skal være nemt...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...