24 august 2014

Hygge på bygge!



Lørdag tog vi drengene med til den nærmeste byggelegeplads - eller klub, tror jeg faktisk denne kaldes. Men princippet er lidt det samme med dyr og en legeplads. Drengene cyklede hele vejen og det gik bare så super godt! Vi måtte småløbe for at følge med - av mit 30 uger gravide bækken! Jeg var nemlig 30 fulde uger i går. Tiden flyver simpelthen af sted!
Vi havde medbragt sandwiches og vand og da vi havde spist, kiggede vi os lidt omkring. Drengene var helt pjattede med kaninerne og syntes også godt om de andre dyr. Særligt den yngste er jo virkelig dyremenneske ligesom sin mor. De fodrede kaninerne med lidt græsstrå og små mælkebøtter der voksede udenfor. Dyrene så alle ud til at have det godt, om end de var ret fornærmede over at vi ikke kom for at fodre dem. Særligt gederne virkede ret opsat på få fyldt truget. Billederne viser det måske ikke, men bortset fra at alt græsset er spist i burene så synes jeg de så fint store og rene ud. Den pind der stikker ind i kaninburet bekymrede mig dog lidt (hvorfor og hvem har forsøgt hvad?) - men kaninerne kan flygte indenfor hvis det bliver nødvendigt, og ingen af dem så skadede ud. Hønsene havde omkring 12 kyllinger, som godt nok ikke var gule (og super nuttede) mere, men de havde den sødeste lille pip-lyd og ville også rigtigt gerne smage græsstrå.
Legepladsen var også et hit og jeg synes den er så fin fordi den er lidt utraditionel. Særligt rebet man kunne gynge i var populært hos drengene, men der kunne også kravles rundt, gynges på en speciel gynge og man kunne prøve en slags balanceting. Sidstnævnte viste sig at være lidt af en udfordring for en der er 30 uger gravid! Og klatreturen var også ret skræmmende (grundet højde og fordi jeg altså efterhånden er meget mindre mobil end ellers). Men hvad gør man ikke for de søde små?! :-)
Vejret var dog meget ustadigt med nogle kraftige byger efterfulgt af stærkt solskin, så det var ikke til at blive klog på og når det var koldest så frøs drengene altså lidt. Cykelturen hjem efter et par timer gik også rigtigt fint og jeg regner bestemt med at vi tager derhen igen. Men så kan det altså godt være at jeg ikke går hele vejen hvis det bliver med større gravid mave ;-)

Hvor er de søde mor! Må vi få en med hjem?

Da drengene havde gennemskuet at stikke græsset gennem nettet, opstod straks et venskab med de langørede.

Se mor! Den spiser det!

En slags balancegynge som den lille var vild med.

Det var godt nok at far både satte gyngen i gang OG var klar til at gribe når turen var ved at være slut.

Efter lidt betænkningstid skulle den yngste også prøve.

Selv faderen måtte have en tur! Den gravide sprang dog over (hvordan skulle jeg kunne nå rebet for maven?!)

Kom mor og lillesøster, i skal kravle en runde med mig!

Måtte sunde mig efter den tur! Og ja, jeg bor i den kjole nu. Har givet op ;-) 30 + 0

Far viste sig fra sin bedste gede-hvisker side...



Turen var en succes!!

22 august 2014

Visse-vase

Jeg tror næsten ikke på at der er nogen i Danmark der ikke har oplevet Kähler-feberen rase siden det kom frem at Kähler i anledningen af deres 175 års jubilæum ville udgive en særlig udgave af Omaggio-vasen - nemlig (trommehvirvel!) JUBILÆUMSVASEN!
Selv er jeg kæmpe shopaholic på godt og ondt, mest ondt når det kommer til at købe lige lidt for meget af alt muligt. Aldrig har jeg dog ønsket mig en særlig vase. Det er simpelthen en kategori af ting der er mig lidt for kedelig. Så jeg forstod ikke helt alt det postyr, med forudbestillinger, skyhøje priser på det "sorte marked" og den evindelige snak om jubilæumsvasen. Bevares, jeg syntes absolut den er flottere da jeg så et par billeder af den, end den ordinære Omaggio som jo ellers er køn og stilren - faktisk lidt kedelig efter min mening, men bestemt ikke grim.
Men hvis noget kan trigge mit shopping-gen så er det altså næsten udsolgte eller udsolgte varer. Og da jeg i går fik nys om (eller rettere sagt; en email fra Salling) om at den sagnomspundne vase kom på lager igen i begrænset antal, ja så kunne jeg simpelthen ikke lade være med at have lyst til at se om jeg kunne snuppe en til min mor.
Klokken 8.12 befandt jeg mig ved Salling - gågaden var stille og tom, som altid på det tidspunkt inden butikkerne åbner. Men da jeg åbnede de store glasdøre ind til Salling var jeg ved at få et chok! Der var kø hele vejen fra rulletrappen (som var afspærret med bånd) og ud til døren. Min søde kæreste var med og vi var SÅ tæt på at gå. Vi grinede også lidt af alle de tosser. Få sekunder efter var vi en af dem. Vi var ret opgivende, hvilket kun blev værre sekund efter sekund, af at der konstant var nogle der forsøgte at snyde sig ind forrest i køen. Dem der stod foran os (som faktisk løb ind foran os ude på gaden for at komme først) var dog søde nok at snakke med. Stemningen var dog tung og anspændt generelt. Starbucks havde en medarbejder ude i køen med smagsprøver på varm kakao med flødeskum og karamelsauce - godt det var en lille en, for den var ret "meget" men dog super lækker! Han var desuden både sjov og sød og det tog toppen af anspændtheden kortvarigt. Særligt da han gik en ny runde med nogle kuponer og på tiltale svarede at det var en kupon til full body massage hos ham - de ældre damer så lettere chokerede ud! Det var så en rabatkupon, men hvem tager ikke gerne imod noget gratis når de har stået i kø i 40 min. og regner med at blive snydt alligevel?

Så skete det. Og selv om kæresten og jeg havde joket lidt med det, så kom det overordentligt meget bag på os at folk bogstaveligt talt spurtede foran i køen, væltede udstillinger, skubbede og maste (HALLO jeg er gravid!!!!). Adskillige kom foran os, men hverken kæresten eller jeg ville nedværdige os til at løbe eller i øvrigt opføre os som dyr for at få fat i en sk*** vase. Da jeg kom op fik jeg dog forholdsvis hurtigt stukket en æske i hånden af en rar Salling-mand, som måske så at jeg ikke havde tænkt mig at slås, samt at jeg jo er gravid og det ville være rigtigt træls at bukke sig ned efter en af de sidste vaser på pallen. Jeg var blevet skilt ad fra min kæreste i al virvaret, men jeg var selvfølgelig glad for at have skaffet min mor en vase. Der var begrænsning på én vase per kunde. Men jeg blev ret glad da jeg så at min kæreste havde købt en til mig! Succes! Og det uden at vi opførte os uciviliseret. Så kan det godt alligevel betale sig at opføre sig pænt. Mest fordi jeg virkelig synes mange af de andre bør skamme sig helt vildt over den opførsel. De uheldige var grædefærdige og et øjeblik overvejede jeg faktisk at give min vase til en anden. Men eftersom mange havde hamstret op til flere vaser, så fik jeg det sådan lidt at jeg gad ikke give min vase til en der lige havde snydt mig i køen. Lærer man ikke allerede i børnehaven hvad kø-kultur er? Jeg måtte så også stå i kø længe for at betale og det var meget ubehageligt at lytte til folk der haglede ned over en man der stod med to vaser i køen. Det var faktisk blandt andet en blondine der havde mast sig forbi mig i køen, der var en af hans mest højrøstede kritikere. Kan du sige hykler??

Nåh ja, men øverst er et billede af min egen vase og jeg er rigtigt glad, men jeg vil ALDRIG nogensinde mere stå i kø for en vare og slet ikke noget så hypet som denne vase. Det var første og sidste gang. Min mors vase er en julegave, så jeg håber ikke hun opdager noget inden. Og det er virkelig tanken der tæller, for hold op hvor er den vase svær at opstøve. Medmindre man giver 1000 på Trendsales eller DBA.


21 august 2014

Lad os lige snakke etik...


Nu har jeg jo fået baby på hjernen - og i maven! Og for nogle måneder siden opdagede jeg det engelske børnetøjmærke Caramel Baby&Child - som Victoria Beckhams datter Harper vist i øvrigt også bliver set i. De har så mange fine ting som er sådan lidt retro, men på en meget moderne måde og med helt vildt lækre snit. Vil dog sige at priserne heller ikke lige helt kan sammenlignes med H&M. Jeg opdagede mærket fordi jeg faldt over de flotte mørkegrå smækbukser til højre på billedet. Jeg MÅTTE bare have dem til vores nye baby. Så jeg har ventet med længsel på deres nye efterår/vinterkollektion og i går opdagede jeg at den var landet. MED de formidabelt nuttede smækbukser, som jo også er ret kønsneutrale og passer til nærmest alt. Til min kæmpestore skræk opdagede jeg dog at de indeholder 20% angora. Og hvad så? Det er jo et naturmateriale og måske noget af det blødeste der findes - så hvis man ikke er bange for allergi, hvad er så problemet? Angorakaninernes pinsler!! Det er ikke så mange måneder siden jeg fandt ud af at angorakaniner faktisk bliver flået levende! Kald mig bare naiv, for det er jeg vel ret beset men jeg må indrømme at jeg aldrig i livet har haft anden forestilling end at de da bliver klippet, ligesom et får? Reality-check! Det er desværre ikke sandheden. I hvert fald ikke i Kina. Og nu er det sådan at vi forbrugere jo gerne vil betale så lidt som muligt - efter min mening endnu en gang på bekostning af dyrevelfærd.
Jeg har ikke fundet noget sted der forsikrer at angorakaniner ikke bliver flået levende, så det er jo ikke noget godt tegn.
Nu håber jeg at undgå at blive stævnet for at "svine" nogle firmaer, men hvad vi alle kan gøre er jo at lade være med at købe produkter der indeholder angora indtil vi er forsikrede om at kaninerne bliver behandlet ordentligt. Så for alt i verden; undersøg hvad tøjet er lavet af før du køber det! Nogle af H&M's produkter indeholder også angora, så vær opmærksom.
Men jeg er en nådesløs shopper og jeg skal nok få fingre i noget der ligner det jeg ønsker mig, så jeg faldt ret hurtigt over et par smækbukser i grå merinould - økologisk og med en masse forsikringer om at der INGEN skadelig kemi er i hverken uld, knapper eller nogen del a produktionen. Meget imponerende indtil videre, men jeg mangler lidt viden om dyrenes velfærd. Nogle økologiske certifikater kræver dog dokumentation for dyrevelfærd også, så jeg er fuld af håb.
Jeg har faktisk rettet henvendelse til begge firmaer for at høre hvad de gør for at sikre sig at dyrene ikke lider overlast, men min BØN TIL DIG er at du går ud fra at angorauldet er "høstet" fra en kanin der skreg af smerte (og det fra et dyr der ellers ikke siger noget).

De lysegrå økologiske smækbukser er fra Disana og kan fås til lidt under 200 kr. i engelske webshops (nærmere 300 kr. i danske) og de mørkegrå er fra Caramel Baby&Child til noget der ligner 700-800 kr.


Bonus-info: både Pompdelux og Norlie åbner deres webshop med de nye efterår/vinterkollektioner, som jeg er ret interesseret i, 1. september. Så der er også mulighed for lækre sager til baby og børn.


20 august 2014

Verdens bedste banankage :o)


Min ældste søn er startet i skole 4. august og MAND hvor er det en hård opvågning for os alle. Særligt ham, selvfølgelig. Han er ret træt af at han ikke selv kan bestemme hvad han vil lave hele dagen og så synes han faktisk også at de der lektier er noget opreklameret noget.

Så jeg fik sådan lyst til at muntre min lille mand op og valgte at bage en banankage. Den var super nem - bortset fra at jeg var ved at besvime da jeg skulle vende melet i, da graviditet, varme (stod foran den forvarmede ovn, duh!) og lavt blodsukker ikke er en god kombination. Men den blev da smidt i ovnen, hvorefter jeg i al hast cyklede efter min yngste søn i børnehaven. Da vi kom hjem var den færdig og kort efter kom den store hjem med sin far. Det første han råbte var "hvad lugter her sådan af?!" da duften af nybagt banankage havde spredt sig i hele huset. SÅ hyggeligt.

Drengene (og far og mor) spiste den med stor velbehag og min trætte men glade skoledreng proklamerede at det var verdens BEDSTE banankage. Succes!! Bagefter lavede han sine første lektier og jeg kan love for at moderhjertet bløder - hvornår blev min lille baby til sådan en stor dreng?

Opskriften på banankagen er fra Arlas hjemmeside og det eneste jeg ændrede var at jeg brugte 2 godt modne bananer - økologiske, så muligvis ikke de største i verden. Og så brugte jeg pålægchokolade som topping da den stadig var varm - dog kun på halvdelen for den yngste søn kan (mærkeligt nok faktisk) ikke lide chokolade. Men hvem siger også at det hele skal være nemt...

19 august 2014

Så meget sker på næsten et år!

Og jeg ved dårligt nok hvor jeg skal begynde! Men kort opsummeret så er jeg blevet færdig som jurist, har nu to drenge på 6 og 3 år, har fået kørekort, har mistet en svigermor og så er jeg gravid! Vi ved at det er en lille pige der gemmer sig derinde og mine sønner er de mest stolte storebrødre i hele verden. Hun kommer formentlig - hvis alt går godt og det håber jeg da - til verden sidst i oktober, omkring Halloween.
Bloggen gik lidt i stå. Eller. Den gik meget i stå. Jeg 'skrev' af og til ting i mit hoved, men nu har jeg ligesom fået lidt lyst til at prøve igen. Jeg ved ikke om jeg burde blogge på engelsk - bruger mest selv internettet på engelsk samt engelske blogs, men omvendt så kan der muligvis være en hel del i blog-verdenen om babyer osv. som jeg jo måske kommer til at have rigtigt meet med at gøre!

Nu prøver jeg at blogge igen, så må vi se hvad der sker.. om den rigtigt kommer til live. Har trods min status som ledig faktisk ret meget at se til i dagligdagen med en søn der også er startet i skole og det hele, så man ved jo aldrig.

For lige at være lidt modeblogger-agtig, så er det en H&M kjole fra deres ventetøjskollektion jeg har på - yderst behagelig og jeg kan nærmest ikke være i andet efterhånden (er 29+3 i dag). Og så er det min nye ring fra Julie Sandlau for Pieces (Jana hedder ringen og jeg har opdaget den kan fås med større blomst også) - jeg elsker kollektionen, som har fået mig til at være helt pjattet med guld. Her kommer lige et billede:

25 oktober 2013

Skål for Malene Birger!


Af flere grunde blev aftenen en lille smule antiklimaks, eller i hvert fald anderledes end jeg havde regnet med.
Okay så i går, den 24. oktober, var der jo shoppeaften hos By Malene Birger henholdsvis i Aarhus og København. Jeg havde faktisk ikke regnet med at skulle med, eftersom jeg overhovedet intet havde hørt før jeg fik en mail sidst på eftermiddagen den 22. Så jeg havde sådan set droppet at tage derhen med nogen og jeg var ikke rigtigt i humør til selv at tage af sted. Alligevel kunne jeg til sidst ikke lade være, jeg var alt for spændt på hvad Elle eventuelt ville have at sige.

Jeg ankom og var ikke den eneste der var der alene (og jeg synes faktisk det kan være både rart og nemt at tage af sted alene, men selvfølgelig også omvendt.. nok om det!). Vi blev lukket ind og krydset af, som man nu engang bliver. Der var desuden den dejlige krølle at der skulle foretages lodtrækning blandt de fremmødte om en rejsetaske fra sommerkollektionen 2014! Fristende.

Folk gik rundt og kiggede og lidt efter lidt blev der taget et glas champagne. Også af mig. Så blev der budt velkommen af (det her er så dårlig stil, men kan ikke engang finde ud af det ved research lige nu!!) en jeg ikke lige ved hvem er, fra Malene Birger teamet. Hun nævnte deres Temptation Christmas kollektion The Angel og annoncerede hvornår lodtrækningen om tasken ville finde sted. Champagne gør som bekendt noget ved folk og jeg kan da love for der blev kigget, rørt, revet ned fra hylder, taget på, holdt op foran sig, prøvet i prøverum, prøvet udenfor prøverum, spurgt om flere størrelse, hamstret og jublet over champagnen. Alt sammen sådan set normalt (for den slags arrangementer, udefra ligner folk jo en flok glubske vilddyr, men så længe vi er enige om at det er socialt acceptabelt, så er det vel det.... ikk'?).

Malene Birger-damen, der var et eller andet mere vigtigt end ekspedient, gik og hviskede lidt om hvor overraskende få mennesker der var mødt  op. Måske lidt upassende. Flere kom også dryssende senere, og den lille butik kunne ærligt talt ikke tage det, eftersom de havde fundet verdens største tøjstativ til Elles udvalgte styles. Jeg fandt ret hurtigt en yndlingsnederdel og jeg kunne ikke se flere i størrelsen, så jeg var lidt ked af at lade den hænge. Men jeg er ikke blevet shoppeaggressiv endnu. Og jeg havde ikke gjort mit research hjemmefra, hvilket jeg må erkende er en kæmpe fejl. Der var jo 20% rabat på alt for pokker da! Nåh, men jeg så en pige med en ok fin kjole i hånden. Jeg tror det var på det tidspunkt, da Elles moderedaktør introducerede os til sine udvalgte styles, og snakkede lidt om hvilke forskellige måder de kan styles. Nu er jeg jo ikke modeanarkist for ingenting, så jeg bed ikke helt på, men man kunne høre hun har gjort sig fornuftige tanker om det og jeg kan godt se at de sæt hun fortalte om ville være fede.

Lad os skrue frem til lodtrækningen, jeg stod lidt med kjolen og besluttede til sidst at dels var den stadig for dyr (den var lavet af 100% krudt som man siger = poly et eller andet) og jeg synes alligevel det var lidt for klassisk (som i kedelig) LBD. Besluttede derfor at nederdelen var det rigtige valg, indtil jeg - yikes - så at hende der også var der alene, havde fundet den. Og hevet den ned fa hylden. Og jeg så i slowmotion til imens en anden kunde spurgte om de havde flere af den i str. 34 eller 36. Nej. Min eneshopperfælle havde bemægtiget sig den sidste. Jeg var lidt i choktilstand (eller bare irriteret) resten af tiden og overvejede et par clipsøreringe, men igen må jeg sige at trods rabatten var prisen lidt høj for fattige jeg, når de nu var sorte og den stil som de var. Det er ligesom set før (men flotte, det var de!!). En anden sidste ting der kunne fange min interesse var en kjole udstyret med ekstra fancy tyverialarm og uden pris på. Det taler måske for sig selv. Så jeg indså at jeg ville komme tomhændet hjem.

...eller ville jeg?
For nu var det jo tid til lodtrækning. Og du tror det er løgn, for det gør jeg også, men mit navn blev råbt op! "Christine"...... *indsæt unødvendig kunstpause hvor opråberen kigger begejstret og spørgende ud på os*...... jeg skulle til at råbe ja, ja det er mig!! Det var lige nået at synke ind. Og så skete det. Selvfølgelig. 'Christine' blev efterfulgt af et - for mig - totalt ukendt efternavn. Seriøst????....!
Det er ikke fordi jeg overhovedet havde regnet med at vinde, men nu var det umulige jo alligevel sket. Troede jeg. Hvad pokker skulle den kunstpause til for? Og den forkert Christine jublede og takkede og alt der der, imens Elledamerne proklamerede at det er verdenspremiere, da det er den første kunde der får sommer 2014-tasken. Ja ja!! Vi har forstået det. Der var et par stykker der blev virkeligt fornærmede over ikke at vinde. Jeg var mest træt af den latterlige kunstpause. Men den anden Chrisine blev virkelig glad og fair skal være fair, hun smed da en hel del håndører ved disken!

Jeg gik tilbage til godtebordet, spiste en absolut himmelsk Summerbird flødebolle med jordbærstøv, hvid chokolade og marcipanbund. Virkelig lækkert! Så fik jeg mig en Malene Birger flaske med vand da der var blevet 100 grader varmt i lokalet. Jeg begyndte at trække mod døren. Folk var gået heftigt om bord i goodiebags'ene og jeg ville egentlig både gerne hjem og have en også. Jeg kastede mig dog ikke over dem og hev tingene op af de forskellige poser for at tjekke indholdet. Har folk helt seriøst ingen manerer?? Men jeg blev stukket en pose og kunne glad konstatere at mit 799 kr. By Malene Birger tørklæde var i sort/hvid, hvilket jeg synes er den pæneste af de tre varianter. Det er et enormt lækkert tørklæde, det må jeg sige. Og til 799 var det under ingen omstændigheder blevet mit hvis jeg selv skulle købe det. Så jeg var virkelig taknemmelig og overrasket over det, da jeg ikke engang havde regnet med at der ville være goodiebags og da slet ikke til ikke-shoppende kunder (jeg var dog SÅ tæt på flere gange). Måske får min mor det, da jeg rigtigt gerne vil give hende noget lækkert. Ikke som julegave, men som oktobergave :-)

Alt i alt så var der jo den fine bjørneansigtsstrik, isbjørnestrik, et par fine armbånd, glitterkjolen i henholdsvis kort og lang, nederdelen som jeg virkelig synes er ekstra spot-on og så clip-øreringene, som jeg synes rigtigt godt om og måske en dag går ind og køber. Men nu har jeg jo også researchet live!

Så mange tak til Elle og Malene Birger og de søde repræsentanter fra begge led. Selv om aftenen bød på lidt øv ting, så synes jeg at det i sidste ende var rigtigt godt og jeg kan mærke at jeg føler mig mere engageret i mærket. Nu ejer jeg så to By Malene Birger ting. Mine elskede anker-sandaler (modellen hedder Missia) fra sommer 2013 og det fine tørklæde Sandron.

Hvad er det iøvrigt for et fænomen; champagnefotografering. Bevares, glasset er da fint og det smager godt... men...? Der blev jublet meget og taget mange billeder af champagneglas i går, Instagram må flyde over. Jeg var for resten ret fin i tøjet. Men uden kamera bliver der nok ikke billed- og outfitblogget så meget foreløbig. Derfor er samtlige billeder her også i ret tvivlsom mobil-kvalitet. Og jeg der ellers har så mange fine ting jeg håber på at blogge om. Suk!

God weekend og nedenfor billeder af goodies!






02 oktober 2013

Bitte Kai Rand shoppeaften i Aarhus


Så fik jeg endelig sat mig ned for at nedfælde et par ord om Bitte Kai Rand eventet i Aarhus. Jeg havde været ret spændt på det, ikke mindst fordi der er det her lækre grå to-delte sæt (tror jeg da nok det er!) i grå, hvor toppen har en lille peplumkant og nederdelen er også super fin (se billedet ovenfor). Mere om det nedenfor.

Men jeg ankom lidt før den annoncerede start og der var allerede troppet mange mennesker op! Jeg kunne ret hurtigt se at gennemsnitsalderen nok var lidt højere end min alder, men det havde jeg sådan set også forventet. Jeg stillede mig i kø for at blive "krydset af" (gigantisk flashback til folkeskolen) og da det blev min tur kunne de kære ekspedienter (som jeg jo mente de var) ikke lige findet navnet, på trods af det stod lige i midten. Det hele foregik dog med et smil og ulykken havde såmænd ikke været så stor, havde de ikke fundet mit navn, da der var flere der slet ikke var tilmeldt. Men altså, eftersom jeg var tilmeldt kunne jeg fortsætte til baglokalet hvor en lækker goodie-bag ventede på mig og denne blev også serveret med et smil. Mere om denne følger!

Midt i baglokalet var opsat et lækkert bord med forfriskninger, der bestod af champagne, hvidvin, Bitte Kai Rand flasker med vand, blå druer og huskekager (Alzeimer-awereness kagerne der til min store fortrydelse i år er erstattet af drømmekage-muffins). Det så fint ud og jeg havde til hensigt at fotografere det, men der var simpelthen så meget run på deromme! Der herskede en form for kaos hvor folk med krigerisk beslutsomhed kastede sig over tøjet der var hængt op i en hestesko af garderoberækker rundt i pågældende (dog noget lille) baglokale. Stemningen var god, men minder bestemt om udsalgsstemningen i Magasin efter jul, hvilket mildest talt kan være en smule stressende. I dette tilfælde måske forståeligt, eftersom alt der hang var kollektionsprøver og følgelig med 50% rabat.

Desværre var der ikke generel konsensus om at følge en fornuftig måde at gøre det på, hvor der er lidt bevægelse hele vejen rundt så alle kan kaste et blik på de forskellige styles. Næh nej, der var overvejende trafikpropper. Dels på grund af tøjet, dels på grund af bordet med forfriskninger. Der var ganske enkelt ikke plads til at mase sig videre, når der var en der stoppede og kiggede på tøj og en ved siden af der stoppede for at tage for sig (og jeg kan love for det ikke var alle der var generte i den henseende) af drikkevarer, frugt og kage. Problemet blev kun forstærket af at der ikke var et sted af hænge frakker og tasker og for mit vedkommende betød det næsten død ved overophedning, da jeg beholdt den store uldfrakke på og min taske var ikke specielt handy den lille smule plads taget i betragtning. Efter min mening førte pladsproblemet til en del frustration. Der røg nok også lidt ekstra hvidvin og især champagne hos enkelte "grundet varmen".

Det vigtigste var selvfølgelig at få set på tøjet, men alt var i str. M så da det ikke er min str. og da det simpelthen var for svært at være der, valgte jeg hurtigt at hælde et glas champagne ned og således fortrække til butikken. Der var en del fine ting, min yndlings som nævnt det grå sæt, som også en af de venlige ekspeditricer bar. Det var dog ikke at finde noget sted i butikken og selv om Bitte Kai Rand (som jeg havde forvekslet med en ekspedient, wooops så meget for research!!) og de andre ekspedienter virkede meget imødekommende og hjælpsomme, så spurgte jeg ikke, hvilket dels også var baseret på det nu opståede problem med prøveplads. Folk fik lov at bruge toilettet. Jeg så ikke noget blive ringet ind i kasseapparatet, men kan bedst forestille mig at der røg nogle kollektionsprøver.
Der var flere ting jeg kunne være interesseret i, men mange af de styles passer bedre til lidt ældre kunder efter min mening og prisen taget i betragtning fandt jeg ikke noget jeg bare MÅ have. Den røde nuance der gik igen i flere styles var dog super dyb og lækker. Min interesse for mærket blev peeket (jeg kendte ikke specielt meget til det i forvejen) og jeg følte mig meget velkommen, så alt i alt må det nok være et vellykket arrangement. Der er dog ikke tvivl om at for mig var aftenens hovedattraktion goodie-baggen (som dog gjorde det så meget sværere at bevæge sig rundt i baglokalet) som indeholdt et superlækkert 100% silke Bitte Kai Rand tørklæde, en nifty Bitte Kai Rand vandflaske og en luksuriøs Ole Lynggaard Copenhagen notesbog! Derudover august-udgaven af IN, som arrangementet jo var lavet i samarbejde med. Det havde jeg ikke læst, så det var også win!
På den mindre positive side var jeg lidt skuffet over at de andre kunder (med fare for at lyde aldersfascistisk og overdrevet venstreorienteret), især de ældre der så ud til at have en særdeles sund privatøkonomi, var så dårlige til at tage hensyn til andre. ALLE har ansvar for at alle får en god aften!

Nedenfor billeder af goodie-bag indhold og jeg beklager der ikke er flere fra arrangementet, samt at det der er desværre er i lidt skodkvalitet da det er taget med telefon og jeg var nær delirium grundet varmen! Åh og lidt "glad" for det hurtigt nedhældte champagne.
I morgen er der for resten Noa Noa arrangement, som jeg rigtigt godt gad, men jeg er glad for jeg ikke er tilmeldt da jeg bare ikke har tiden og energien pt. Hører gerne fra dem der tager med!!


LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...